Sider

søndag den 3. november 2013

Sy til din baby #3 - Stribede bukser





Det tredje babyprojekt er disse fine stribede ballonbukser. Jeg har lavet dem med rib både i maven og i benene og med runde lommer. Jeg synes selv de runde lommer er blevet ret fine til bukserne. Bukserne er syet er dette mønster fra MiniKrea. Stoffet er fra Stof og Stil.

Jeg er ikke helt tilfreds med mønsteret, størrelserne er alt for store. Bukserne er syet i størrelse 2-4 måneder og er stadig alt for store til min dreng på et halvt år. Er der andre der har erfaring med dette eller andre mønster fra MiniKrea?

Jeg er igang med endnu et par bukser efter dette mønster - dog med en del (forhåbentlig) forbedringer til mønsteret.

Fortsat god Søndag derude i blogland!

Sy til din baby #2 - Lækkert babytæppe og elefant

Da jeg sidste år noget uventet skulle være faster, hæklede jeg dette fine babytæppe og den buttede elefant i barselsgave til min lille nye nevø. (beklager de dårlige billeder).




Tæppet er hæklet efter dette mønster i fine blå nuancer.

Sy til din baby #1 - Farlig løve

Jeg er allerede bagud med mine indlæg i "sy til din baby"-legen som Anna så fint har arrangeret. Målet er 31 indlæg - ét for hver dag i November.

Mit første indlæg blev forsinket af en tur på skadestuen med Bullerbassen som trillede ned af sofaen - der skete heldigvis ikke andet en ordentlig bule på hovedet!
Mit andet indlæg blev forsinket af almindelig lørdagshygge herhjemme :)

Nå, men hvorom tid er, så skal i da ikke snydes for indlægene, så idag kommer der hele tre babyprojekter.

Det første projekt er denne dejlige jakke med løve mønster og fine håndformede lommer.




Den er syet i orange jersey med brunt løvetryk og foret med brunt jersey. Jeg er ret vild med kontrasten mellem de brune løber og den orange baggrund. 
Mønsteret er fra Ottobre 4/2012.

Jakken er allerede godt brugt og har derfor mistet lidt af farven. Jeg har desværre kun dette billede af jakken i brug. En lille model - kun 2 måneder gammel - med en alt for stor jakke. Jakken var beregnet til efteråret, jeg var bare i god tid med at sy den :)



Mere om de fine bukser modellen har på i er senere indlæg :)

torsdag den 31. oktober 2013

Forberedelser og Sneek Peek


Det her er bunken af stof som jeg skal bruge til diverse projekter i "sy til din baby"-måneden som starter i morgen.


Dette skønne stof skal bruges til et quiltet legetæppe til Bullerbassen. Det skal ligge i et hjørne af stuen, som jeg er ved at indrette som legehjørne til ham.


De øvrige stoffer skal bruges til følgende:
1.  Lækker Lysegrå-maleret isoli -  Et par Baggy sweatpants
2. Babyfløjl, brun med by og biler - smækbukser
3. Babyfløjl, grøn med stjerner - bukser
4. Babyfløjl, karamel - bukser
5. Stjernestoffet til legetæppet
6. Bomuldstof med ugler - Hynde til Tripp Trapp stolen og barnevognspude
7. Jersey, mørkegrå stribet - Baggy babybukser
8. Jersey, grå med skyer - Ved ikke helt endnu, men måske et par vanter eller disse quiltede babysko
9. Jeansstof, tyndt og lækkert i blå - bukser.

Listen er bestemt ikke udtømmende - Jeg håber at få købt mere stof til flere projekter i løbet af måneden, ligesom der også er projekter jeg har tyvstartet med og allerede er syet (vises i løbet af måneden).

Jeg har også et par strikkeprojekter, både færdiglavede og igang som jeg også håber at præsentere, bl.a. disse bukser som jeg skrev om den anden dag.

Jeg glæder mig til at se hvad andre finder på at lave og håber på ny inspiration.


tirsdag den 29. oktober 2013

Tidsfordriv

Øv, kender i det, man strikker der ud af, uden at tænke på strikkeprøve og strikkefasthed?



Jeg er ved at strikke disse dejlig lune bukser til Bullerbassen. Pludselig synes jeg at de ser lidt smalle ud til min drengs måske lidt tykke numse og tænker - gad vide om han kan passe dem?
Drengen prøver de halvt færdige bukser med kun ét bukseben. Benet passer sådan set meget godt, der er fin plads til at vokse lidt. MEN, rundt om numsen er strikken helt udstrakt.
Nå, så må man jo til at beslutte om man skal lave dem færdig som de er, vel vidende at drengen kun kan passe dem maks et par uger, eller om man skal pille skidtet op og lave dem lidt større.
Det tog hele to dage at beslutte, men valget faldt på den sidste mulighed - jeg vil jo gerne, at han kan passe dem det meste af vinteren. Se det kalder jeg tidsfordriv!

Efter jeg har pillet skidtet op og startet forfra, har jeg mistet lidt lysten til at strikke på dem. De er kommet i skammekrogen sammen med så mange andre ting. Målet er dog at få dem færdig i løbet af november måned, så jeg kan præsenterer dem til "sy til din baby" (se evt. her eller i min venstre sidebar).

mandag den 28. oktober 2013

Bedre sent end aldrig...

... at springe ud i blogland som ny blogger.

Jeg har gennem det sidste halve års tid fuld med på sidelinjen hos en masse af jer kreative bloggere derude. Og jeg må sige, at I har inspireret mig. Inspireret mig til en masse nye projekter indenfor strik, hækling og syning - især til min 6 måneder gamle søn, Bulderbassen. Jeg inspireres af jeres billeder, DYI'er og fortællinger om stort og småt. Og ja, nu har I altså også inspireret mig til at springe ud som ny blogger.

Det hele startede faktisk for lidt mere end et halvt år siden, da jeg startede på barsel. Ventetiden på Bullerbassen skulle jo udfyldes, så hvad var bedre end at sy lidt tøj til min nye verdensborger. Egentlig havde jeg ikke syet i flere år, men man kan jo altid starte igen. Så jeg tænkte at et par dejlige bukser var et fint projekt at starte ud med. Nu manglede jeg jo så bare et mønster at sy efter. Et par googlesøgninger efter et fint buksemønster førte mig ind i blogland. Jeg har fulgt med lige siden og dagligt er jeg stødt på nye blogs som har inspireret mig til nye projekter.

Håbet med min blog er at dele nogle af mine projekter og min hverdag med jer. Og hvis bare jeg kan inspirere nogen af jer en brøkdel af hvor meget I har inspireret mig, så er mit mål nået.

Velkommen til!


Her er så projektet som førte mig til blogland. Buksemønsteret fandt jeg hos Anna her.